Opgradering

Kravene til pc’erne er steget dramatisk på det seneste, og med den nye pc97-standard og Windows 97 på trapperne kan der hurtigt blive behov for at udvide sin maskine. I denne artikel fortæller Kristian Hansen, hvad du skal være særligt opmærksom på, hvis du køber nyt bundkort eller en helt ny computer.

 Hvis du vil opgradere din pc, kan du enten vælge at udvide den eksisterende eller købe et helt nyt bundkort. Hvis du vælger at udvide den eksisterende, kan du for eksempel købe en overdrive-processor, tilføje mere ram eller lignende. Så kan du finde hjælp i tekstboksene i denne artikel. Hvis du derimod tager skridtet fuldt ud og køber et helt nyt bundkort, kan du bruge denne artikel til at se, hvad du skal være særligt opmærksom på.

Processorer

Valget af processor er vigtigt, og her skal du tage højde for, hvad du primært vil bruge din maskine til. Hvis du hovedsageligt bruger den til spil, vil det nok være en god ide at vælge en processor, der understøtter den nye mmx-standard. Kører du derimod Windows NT og udelukkende rene 32-bit-programmer med store krav til regnekraften kan en Pentium Pro også være en god løsning.

Udover at vælge hvilken type processor, der bedst opfylder dine ønsker, skal du også vælge mærke. Intel er den største fabrikant, men får hård konkurrence af AMD og Cyrix.

Chip-sæt

Udover processoren spiller chip-sættet en vigtig rolle i dit system. En test foretaget af blandt andre Thomas Rasmussen påviser, at chipsættene har en stor del af skylden, når et system går ned. Testen omfattede 6 forskellige chipsæt: Intel Triton, Intel FX 430, Intel VX 430, Intel HX 430, Opti-Viper og APC. En beskrivelse af hele testen ligger på denne måneds cd-rom, men resultatet kan hurtigt opsummeres: Intel VX 430 og Intel Triton er klart de bedste med henholdsvis ingen og et enkelt nedbrud i 12-timers-testen. Triton sidder på særdeles mange Pentium-bundkort og kan nærmest kaldes en klassiker. Intel VX 430 er noget nyere, men kan blandt andet findes på Asus-bundkortet.

De ringeste er Opti-Viper og APC med henholdsvis 12 og 9 sammenbrud. Opti-Viper er et meget udbredt chipsæt, der blandt andet bruges på Rhino-bundkortene. APC bruges hovedsageligt på discount-bundkort.

Bundkort

Udover de forskellige chipsæt, der sidder på bundkortene, findes der også forskellige standarder for selve kortene. For eksempel har Intel lanceret den såkaldte atx-standard. Det er designet mere optimalt end de tidligere bundkort – blandt andet er ram-kredsene placeret tættere på processoren, og bundkortet understøtter også den nye Universial Serial Bus (usb).

Dette bundkort kræver imidlertid et særligt atx-kabinet. Generelt er det en god idé at sikre sig, at det bundkort man investerer i også kan være i det kabinet, man har. Med de mange forskellige kabinetter og bundkortstørrelser skal man være på vagt, og er du alligevel ude at købe nyt kabinet, er det måske en god idé at overveje et tower-kabinet. Hvis du har flere harddiske og eventuelt en cd-rom-brænder eller lignende, kan der blive udviklet en hel del varme i mini-tower-kabinetterne, da enhederne sidder meget tæt. Det medfører blandt andet ustabil cd-rom-brænding og langsom læsning fra harddiske, da de hele tiden skal rekalibreres til den nye temperatur.

Bussen

Bussen forbinder de enkelte elementer i computeren – harddisk, diskettedrev, cd-rom-drev og lignende – med bundkortet. Derfor er bussens overførselshastighed ekstremt vigtig. De fleste bundkort har i dag to forskellige busser – en primær og en sekundær, der hver kan kontrollere to harddiske. Den primære er en pci-bus, mens den sekundære er en langsommere isa-bus. I de fleste 486-maskiner findes den ældre vesa lokalbus.

Ram

Softwarens krav til ram-mængden i computerne er steget støt gennem hele pc’ens levetid. Derfor er det vigtigt, at din computers ram-mængde kan udvides. Den mest udbredte ram-type i øjeblikket er 72-pin simm-ram. På de fleste Pentium-bundkort findes 4 simm-ram-sokler, der skal bruges to og to. Det vil altså sige, at hvis din computer har 32 Mb ram, kan det enten være 4*8 Mb eller 2*16Mb. Hvis det er 2*16Mb er alt i den skønneste orden. Så kan du uden videre bruge de to ledige sokler, hvis du senere vil have mere ram. Er det derimod 4*8 Mb, har du et problem. Hvis du senere vil udvide,  er der ikke flere ledige sokler, og du bliver nødt til at smide to af 8 Mb-modulerne ud, før du får plads til ny ram.

En anden type ram, der er blevet moderne inden for det seneste år, er edo-ram. Den er noget hurtigere end den almindelige simm-ram og kan i dag fås til stort set samme pris. Edo-ram kræver særlige bundkort og kan altså ikke uden videre erstatte simm-ram. Rent teknisk kan det godt lade sig gøre at have både edo-ram og simm-ram i samme maskine, hvis bundkortet understøtter det, men så opnår man ingen hastighedsforbedring.

Meget tyder imidlertid på, at edo-ram allerede er på vej ud. De nye dimm-ram moduler, der kører 64-bit, vinder stærkt frem. Dimm-ram modulerne er dobbelt så store som simm-ram, og der sidder chips på begge sider af modulet. Dimm-ram er stadigvæk rimeligt dyrt, men priserne falder hurtigt.

Processor-sokler

Ligesom der findes forskellige sokler til ram, findes der også forskellige sokler til processoren. De fleste nyere bundkort bruger det, der hedder en zif (zero insertion force) sokkel. Det vil sige, at processorer kan skiftes uden særligt udstyr.

Udover at sikre dig, at dit nye bundkort har en zif-sokkel, skal du også sørge for at få et bundkort, der understøtter dual-voltage. Dual-voltage betyder, at processoren kan få to forskellige spændinger, og det kræver alle de nye processorer. Desuden skal du være opmærksom på, at mens AMD og Cyrix holder fast ved socket 7, som Pentium-processoren også bruger, går Intel over til det nye Slot One system.

Hvis du på et senere tidspunkt vil opgradere din processor med en overdrive-processor, skal du sikre dig, at bundkortet har en overdrive-sokkel.

Det bedste system

Hvilket system, du skal vælge, afhænger naturligvis af, hvad du skal bruge det til. Vi har imidlertid opstillet følgende liste over generelle krav til et bundkort. Som det kan ses i artiklen Nye processorer fra Intel andetsteds i dette nummer, er der nye processorer og chipsæt på vej til Danmark, så der gives ingen garanti for listens levetid. 

  • Intel Pentium CPU (helst med MMX).
  • Stabilt chipsæt (helst Intel VX 430 eller Intel Triton).
  • Bundkort med 2 busser.
  • Minimum 2 ledige ramsokler.
  • Minimum 32Mb edo-ram. Helst DIMM-ram, hvis du har råd.
  • ATX-bundkort

Sådan får du også mere hastighed

Hvis du kører Windows 95 er 32 megabyte ram et must. Selvom Windows 95 godt kan køre med bare otte megabyte, gør udvidelserne store underværker. Det anslås, at en udvidelse fra otte til 16 megabyte ram fordobler hastigheden, mens en udvidelse fra 16 til 32 megabyte øger hastigheden med yderligere 50%. Hvis du gerne vil vide lidt mere om ram, kan du læse artiklen Sådan virker ram i nummer 10 fra 1996.

3D-grafik

Hvis du lægger stor vægt på, at din pc skal være uovertruffen til afvikling af spil, der bruger 3D grafik, er pengene til et 3D grafik-kort givet godt ud. Du kan for eksempel læse Lars Jørgen Helbos anmeldes af det nye Orchich Righteous 3D grafikkort i februar-nummeret.

Defragmentering

Hvis du ikke har lyst til investere for at få din maskine til at køre hurtigere, findes der andre udveje. Du kan for eksempel defragmentere din harddisk. Det gøres ved at højre-klikke på dens ikon, vælge egenskaber, markere fanen funktioner og klikke på defragmenter.

Et drevs fragmentering angiver populært sagt, hvor rodet drevet er. Når en fil skal gemmes på harddisken, er det ikke sikkert, at der er ét sted med plads nok til hele filen. Så bliver filen splittet op i mindre dele, der gemmes forskellige steder på harddisken. Når filen atter skal indlæses, skal læsehovedet flyttes ofte, og det tager tid. Defragmentering sørger for at lægge filerne pænt, så alle dele af en fil efterfølger hinanden. Det forøger læsehastigheden.

Overclocking

Processoren er computerens motor og har ligesom bilers motor ikke godt af at køre ved alt for høje omdrejninger i for lang tid. Derfor har fabrikanterne valgt ikke at lade processorerne køre ved det højst mulige MHz-tal. Det betyder med andre ord, at din processor sandsynligvis kan køre hurtigere, end den gør nu. At øge hastigheden på sin processor kaldes overclocking.

Overclocking er en nem måde at forøge hastigheden på, men det er også farligt. Hvis du er heldig, nedsætter du processorens levetid – hvis du er uheldig, begår processoren omgående selvmord. I øvrigt øges fejlsandsynligheden, hvis processoren overclockes.

Hvad gør overclocking?

På ældre processorer (486SX og 486DX) kører processoren med samme hastighed som den eksterne bus. Det er det kabel, der forbinder processoren med bundkortet. Ved overclocking ændres hastigheden af bussen. Når processoren opdager, at bussen kører hurtigere, prøver den selv at følge med ved at øge sin egen hastighed. På nyere processorer er der forskel på processorens hastighed og processorens. Det ses af skemaet Processor og bus-hastighed. Hvis man øger hastigheden på bussen på en af disse processorer, vil processoren øge sin hastighed med forholdet mellem processoren og bussen.

Hvad er problemerne?

Når processoren kører ved højere hastighed, udvikler den også mere varme. Derfor er det vigtigt, at du forøger den nedkøling, der er på processoren. Hvis din processor ikke er kølet, så sæt en køler på. Hvis der i forvejen er en køler, så sæt en blæser på. Hvis der allerede er en blæser, så sæt endnu en blæser til at køle den.

Varmen er imidlertid ikke det eneste problem. Et andet kaldes electromigration. Der er, at kredsløbene inde i processoren langsomt tæres. Denne tæring sker hurtigere ved højere hastighed. Hvor lang tid, det tager, er svært at sige, men et er sikkert – slutresultatet er en kortslutning i processoren.

Hvordan gør man?

Nok teori, lad os komme i gang. Men først skal advarslen gentages: Overclocking er farligt! Du kan ødelægge dit system ved det!

Med det på plads kan vi gå i gang. Du skal starte med at slukke din maskine og tage strømstikket ud. Herefter skal du i manualen til dit bundkort finde den eller de jumpere, der skal ændres for at ændre hastigheden. Inden du ændrer det, er det en god idé at notere de oprindelige indstillinger. Det kan være, at du er nødt til at gå tilbage til dem, hvis overclockingen ikke lykkes. Du skal også lægge mærke til, om der er andre jumpere, der skal ændres. Det kan for eksempel være på controlleren til din vesa lokalbus. Du kan nu prøve at starte din computer og håbe, at det virker. Hvis det ikke virker, er der endnu ingen grund til fortvivlelse. Det kan være, at du skal ændre din bios-opsætning. Her kan du prøve at forøge antallet af DRAM wait states, vælge en langsommere hukommelsesindstilling og kontrollere, at ISA-bussen er sat til at køre ved omkring 8 MHz. Prøv nu at starte din maskine igen. Hvis den stadig ikke virker, selvom du har sløvet alting ned i din bios, er du nødt til at gå tilbage til den oprindelige, langsommere hastighed.

Overdrive

Hvis du synes din computer har for langsom en processor, behøver du ikke nødvendigvis købe en ny. Du kan eventuelt bare købe en overdrive-processor. Det vil for eksempel sige, at du kan få din 486 til at køre som en Pentium. Ydelsen vil naturligvis ikke være som i en ren Pentium, men der vil være en væsentligt hastighedsforøgelse.

Opgraderingsmuligheder og cirkapriser ses af nedenstående skema.

Tidligere system

System med overdrive

Cirka-pris

Inkl. moms

Processor MHz Processor MHz
486SX/DX 25-50 Pentium 63

1500

486DX 33/66 Pentium 83

2000

Pentium 75 Pentium 125

3000

Pentium 60/66 Pentium 133

3000

Pentium 90 Pentium 150

3400

Pentium 100 Pentium 166

4700

Pentium 75/90 Pentium MMX 150

3700

Pentium 100 Pentium MMX 166

4800

 

Processor Intern hastighed (MHz) Bus-hastighed (MHz)
486DX2-66 66 33
486DX2-80 80 40
Cx486DX4-75 75 25
486DX4-100 100 33
486DX4-120 120 40
486DX4-120 100 50
Pentium 75 75 50
Pentium 90 90 60
Pentium 100 100 66
Pentium 120 120 60
Pentium 133 133 66
Pentium 150 150 60
Pentium 166 166 66
Pentium 180 180 60
Pentium 200 200 66
AMD5x86 133 33
Cx5x86-100 100 50
Cx586-120 120 60
Cx686-100 100 50
Cx686-110 110 55
Cx686-120 120 60
Cx686-133 133 66

 

Comments are closed.