OmniHTTP

Har du altid haft lyst til at bruge din pc til at vise hjemmesider på Internet eller et lokalt netværk? Kristian Hansen anmelder her programmet OmniHTTP, der ikke bare klarer opgaven som en leg, men også er gratis.

OmniHTTP er en http-server. Det vil sige, at hvis du kører den på din computer, vil den acceptere gæster, der bruger en http-forbindelse. Http-forbindelser bruges blandt andet til at transportere hjemmesider på Internet, så alle www-browsere understøtter http.

Selvom http altså er tiltænkt Internet, betyder det ikke, at det ikke kan bruges andre steder. Mange virksomheder og organisationer laver deres eget lokale “internet”, hvor de ansatte og medlemmerne kan se informationer. Opbygninger er præcis som på det rigtige Internet, blot skal man her være koblet på virksomhedens lokale netværk. I sådanne tilfælde er det nødvendigt med en central http-server, som brugerne kan koble sig op på.

For at kunne bruge http i et intranet, skal alle maskiner have installeret tcp/ip-protokollen. Den følger med Windows 95 og kan installeres under Netværksindstillinger.

Privatpersoner med fast forbindelse til Internet kan bruge en http-server til at offentliggøre deres egen hjemmeside. Selvom det er muligt at få gratis hjemmesider de fleste steder, er det noget nemmere at have det liggende på sin egen maskine. Derudover er der mange steder, der ikke vil acceptere cgi-scripts, og der er tit begrænset overførsel pr. måned. Hvis det er din egen maskine, der er http-server, er du ude over alle disse problemer. Ulempen ved det er, at din adresse kommer til at bestå af fire tal adskilt af punktum. For de teknisk interesserede er det maskinens ip-nummer. Hvis du vil have en ‘rigtig’ adresse – www.minside.dk – skal du registrere adressen – det koster typisk 1-2000 kr. Mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner har fast forbindelse til Internet fra alle deres maskiner.

Selvom du har en modemopkobling til Internet kan du stadigvæk bruge en htpp-server. At bruge den til at vise din hjemmeside vil næppe være en god ide, da den så kun vil være tilgængelig, når du selv er på nettet. Til gengæld kan du bruge den, hvis du har brug for at dele informationer med en ven på Internet.

OmniHTTP

Installationen af OmniHTTP foregår egentligt let nok. Desværre var den endelige version ikke færdig, da vores cd-rom blev produceret, og derfor skal der laves nogle krumspring. Det kan du se i tekstboksen Installation af OmniHTTP.

Herefter skal programmet konfigureres. Hvis du bare skal have en http-server i en fart, kan du nøjes med at indstille to ting: ip-nummer og rodbibliotek. Ip-nummeret er computerens unikke nummer på Internet. Hvis du ikke kender det, har OmniHTTP en funktion, der kan fortælle det. Det er dette ip-nummer, dine gæster skal bruge som adresse. Hvis http-serveren skal bruges i et intranet, skal ip-nummeret være 127.0.0.1. Rodbiblioteket angiver det bibliotek på computeren, som de besøgende skal starte i. Det vil typisk være her, velkomstsiden ligger.

Yderligere indstillinger

Hvis du ikke er tilfreds med standardindstillingerne, giver OmniHTTP dig mulighed for at konfigurere mange detaljer af systemet. Det er ikke alle mulighederne, der er beskrevet her, men vi har prøvet at finde de vigtigste.

Du kan blandt andet vælge, hvilken port serveren skal køre på. Standard er 80, og det er den www-browsere kigger på, hvis der ikke angives en port i adressen. Fordelen ved at kunne ændre port er, at du kan have flere servere kørende på samme maskine. Så kan de, der tilslutter sig på port 80 se en samling dokumenter, mens de, der tilslutter sig på port 387, kan se nogle andre. I adressen skrives først ip-nummeret, et kolon og så portnummeret – for eksempel 194.192.53.57 : 85.

Ip-nummeret

Som nævnt skal OmniHTTP kende ip-nummeret på den maskine, den ligger på. Hvis du har en modemopkobling er det imidlertid særdeles sandsynligt, at du skifter ip-nummer, hver gang du ringer op. For at du ikke selv skal finde dit ip-nummer hver gang, har OmniHTTP indbygget en funktion, der automatisk slår ip-nummeret op, hver gang den starter. Det gøres ved hjælp af et bounce site, som programmet opretter forbindelse til. Som standard bruges en amerikansk adresse, men programmet vil nok starte lidt hurtigere, hvis der vælges en dansk. Hvis din Internet-udbyder har sin egen hjemmeside, kan det anbefales, at du bruger den.

Standardside

Du kan også indstille, hvilken side, der skal vises, hvis en besøgende ikke angiver en side i adressen. Udover at spare brugeren for besværet med at huske på sidens filnavn, har det også den fordel, at brugeren ikke kan få en oversigt over de filer, der ligger på serveren. Standard-siden vil typisk være velkomstsiden, og den kaldes som regel index.html eller noget lignende.

Fejlmeddelelser og statistik

For den nysgerrige vært, kan OmniHTTP gemme informationer om, hvem der har besøgt siden, og hvilke filer, de har åbnet. Som standard gemmes kun gæsternes ip-nummer, men hvis det ønskes, kan OmniHTTP foretage et dns-lookup, der returnerer navnet på gæstens computer. Det er imidlertid kun de færreste computere, der har et dns-navn, og derfor vil programmet søge i et stykke tid, før det gennemskuer, at det nok aldrig finder navnet. Det betyder, at de fleste gæster vil opleve, at din side er langsom at tilgå.

Udover at gemme statistik gemmer OmniHTTP også en oversigt over de fejl, der opstår. Hvis du ikke gider at overvåge fejllisten hele tiden, kan du få programmet til at sende dig en e-mail, hvis der opstår en fejl.

Konklusion

Hvis du har et mindre intranet eller bare har hang til Internet, kan OmniHTTP være et særdeles velegnet program – og billigt ikke mindst. Det er let at sætte op, så man kan hurtigt komme i gang. Derudover kører det stabilt og kræver ingen løbende overvågning.

Har du derimod en professionel www-server, har du nok brug for en http-server med flere konfigurationsmuligheder end OmniHTTP. Så må du nok ty til et af de kommercielle produkter.

Comments are closed.